Bliv trainee og kom tættere på drømmejobbet

Siden 2015 har nyuddannede lærere haft muligheden for at få et traineeforløb. Et kursusforløb med indlagt praktik, der bygger ovenpå dimittendernes faglighed, samtidig med at de får værktøjer og inputs til jobsøgningen.

På Metropol i København har traineeforløbet udviklet sig efter efterspørgsel fra kursisterne, og nu har nyuddannede lærere et tæt forløb sammen med nyuddannede pædagoger. Det afspejler virkeligheden ude på skolerne, og giver større gensidig forståelse.

I efteråret blev det 5. kuld trainee-kursister fra Metropol i København færdige, og i videoen nedenfor kan du få indblik i kursets temaer og kommentarer fra én af årets kursister.

Hvem kan deltage?

Er du nyuddannet og ledig, har du mulighed for at deltage i et traineeforløb. Forløbet øger dine chancer for at komme i job med over 40 procent ifølge en undersøgelse fra Rambøll. Det gør det, fordi du både får videreuddannelse og kommer i kontakt med arbejdsmarkedet. Som trainee er du ude på en skole og arbejder som ”føl” for en ansat lærer. Du har mulighed for at se arbejdet som lærer an – og skolen har mulighed for at se dig an. Måske de kan bruge dig på længere sigt?

Kontakt os, hvis du synes det lyder interessant. Så hjælper vi dig videre. I hele landet har vi i samarbejde med læreruddannelserne startet fagrelevante kurser op om fx klasseledelse, læringsmålsorienteret undervisning og tværprofessionelt teamsamarbejde, og vi arbejder hele tiden på at oprette nye kurser.

Fakta

  • Et traineeforløb kan kun gives til nyuddannede, der er ledige. Du er nyuddannet sålænge, du får dimittendsats.
  • Du kan kun få et traineeforløb, hvis du kommer i aktivering. En virksomhedspraktik, jobrotation eller løntilskud er altså nødvendig, hvis du efterfølgende vil have et kursus, som markant øger dine chancer for at få arbejde.
  • Du kan komme i virksomhedspraktik fra den første dag, du er ledig, hvis du selv er aktiv og finder en skole at komme i praktik hos. Løntilskud og jobrotation er først muligt efter 6 måneders ledighed. 
  • Når du er i virksomhedspraktik, modtager du dagpenge under forløbet. I et offentligt løntilskudsjob får du også løn svarende til dagpengesatsen. I et løntilskudsjob i et privat firma skal du selv forhandle lønnen på plads med arbejdsgiveren. Kontakt dit lokale jobcenter, hvis du vil have mere vejledning om, hvordan det foregår. I et jobrotationsvikariat modtager du løn efter den almindelige overenskomst uden dog at optjene timer til en ny dagpengeret.  

Du bruger en ældre browser

For at du kan bruge hjemmesiden fuldt ud og udfylde elektroniske blanketter, skal du opgradere til en nyere browser.

Med venlig hilsen
Lærernes a-kasse