Lærerjob på den anden side af Øresund

Har du lyst til at få mere information om at arbejde i Malmø, kan du kontakte Louise Pallon fra Malmøs Kommune inden 7. april på louise.pallon@malmo.se. Så arrangerer hun sammen med den svenske arbejdsformidling en studietur for dig, der kunne tænke dig at arbejde på den anden side af Øresund.

Onsdag var mødelokalet i København rammen om et informationsmøde om jobmulighederne i Sverige. Der blev snakket om forskelle og fordele, lønniveauer og ressourcefordeling, da grundskoleforvaltningen og arbejdsformidlingen i Malmø kom forbi for at snakke med nogle af medlemmerne i Lærernes a-kasse.

Det ligner årets første forårsdag uden for, men i mødelokalet på Lærernes a-kasses kontor i København har en flok mennesker sat sig til rette. Umiddelbart har de ikke så meget til fælles – og så alligevel. Nogle af dem er der for at fortælle om at arbejde hinsidan, mens andre er kommet med en drøm om eller måske bare en snert af nysgerrighed for at høre nærmere om lærerarbejdet i Sverige.

”Den unga staden” er Malmøs slogan, og med en gennemsnitsalder på 29,5 år, er indbyggerne faktisk yngre end de er i både København, Aarhus og Aalborg. Men endnu vigtigere, pointerer Malmøs grundskoleforvaltnings udsendte, Daniel Lindbladh, er der akut mangel på lærere i den unge by, fordi mange lærere på vej på pension og antallet af skolebørn er stigende. Og ser man på statistikkerne over nyfødte børn er det en tendens, der vil fortsætte.

Informationsmøde på nordisk

Sådan indledes dagens møde om jobmuligheder for danske lærere i Malmø. Lærermanglen på den anden side af Øresund har fået byens skoleforvaltning og arbejdsformidling til at slå sig sammen i forsøget på at skaffe uddannede lærere til byen. Og så har de kontaktet jobkonsulent i Lærernes a-kasse Jesper Skjødt for at komme i kontakt med jobsøgende lærere i Danmark.

Den svenske delegation består bl.a. af Daniel Lindbladh fra Grundskoleforvaltningen, Maria Bergström fra Arbejdsformidlingen, HR-konsulent i Malmø Kommune, Louise Pallon og læreren Cecilie Lindahl, der har erfaring med både den danske og den svenske folkeskole - 20 år i den danske folkeskole, og de sidste to år i en grundskole i Malmø.

Selvom hele arrangementet foregår på to sprog, dansk og svensk, er der kun få sproglige misforståelser, og de nysgerrige lærere har mange spørgsmål, de gerne vil have besvaret.

Er der ikke store integrationsudfordringer i Malmø? Hvad med de uroligheder, man hører om i medierne? Er der stadig brug for modersmålsundervisere?

Svarene kommer løbende: Jo, naturligvis er der integrationsudfordringer i den svenske folkeskole, men der afsættes ressourcer til det og med modtagerklasser, studievejledere og specialpædagoger er der rimelig godt styr på det. Og urolighederne er forfærdeligt triste, men begrænset til et meget lille område i byen. Og der er også efterspørgsel efter modersmålsundervisere for tiden.

Nyt sprog, flere timer og mere ferie

Medlem i Lærernes a-kasse Kim Hansen er positivt indstillet efter mødet. Når han har afsluttet sin nuværende ansættelse, har han faktisk tænkt sig at søge job i Malmø. Han har tidligere arbejdet fem år i Grønland, hvorefter han var mange år på Tingbjerg Skole i København. At lære et nyt sprog og system, er en udfordring, han gerne vil prøve kræfter med.

”Det er godt for hjernen at lære sig et nyt sprog i min alder,” griner han, ”så undgår jeg Alzheimers”. Kim Hansen kan også se fordele i svenskernes skoleferie, der er nogle uger længere end den danske. Det giver noget mere frihed til at rejse.

Hvad tjener en svensk skolelærer egentlig?

En svensk lærer arbejder ca. 45 timer om ugen mod de danske 37 timer. Som udgangspunkt skal de 35 timer lægges på arbejdspladsen, mens de sidste 10 er ”tillidstid”, som man selv har frihed til at placere.

Udover arbejdstiden er det økonomiske aspekt noget, der bekymrer flere af de fremmødte. Kan lønnen nu måle sig med den danske? Hvad med valutakursen? Og hvor skal man egentlig betale skat henne, hvis man bor i Danmark, men arbejder i Sverige? Og hvor meget?

Daniel Lindbladh og Cecilia Lindahl svarer tålmodigt og så godt, de kan på alle spørgsmålene. I modsætning til Danmark er lønnen i den svenske folkeskole ikke kollektivt bestemt, men er individuel og differentieret, så man kan forhandle sig til sin løn på baggrund af kompetencer og anciennitet. Gennemsnitslønnen er ca. 25.000 danske kr. om måneden. Skatten er lidt lavere i Sverige end i Danmark, og man er skattepligtig i det land, man arbejder i.

Nogle medlemmer overvejer, hvor lang tid det egentlig tager at pendle, mens andre går og lurer på ideen om at flytte Sverige. En af dem er Thomas Olsen. Han har allerede booket et besøg på en skole i Malmø hos Daniel og Maria. Han håber, at han kan finde en lille lejlighed eller et værelse at bo i, hvis han søger – og får – et job som skolelærer i Malmø. Så har han lige mulighed for at se det hele lidt an, inden han eventuelt skal til at købe bolig i Sverige. Men bortset fra det, er han helt klar på arbejdet som lærer i Sverige.

”For mig handler det om, at jeg er ved at være træt af den danske folkeskole med reformen, nedskæringerne og alt for få ressourcer. Skal jeg tro på, hvad jeg har hørt her i dag, så er tingenes tilstand lidt bedre i Sverige. Det lyder rigtig interessant for mig”, siger Thomas Olsen.

Nysgerrig?

Hvis du også synes, det lyder interessant og har lyst til at høre mere, er du velkommen til at kontakte HR-konsulent i Malmø kommune Louise Pallon på louise.pallon@malmo.se. Du kan også se ledige stillinger på www.malmo.se/jobbaiskolan.

Du bruger en ældre browser

For at du kan bruge hjemmesiden fuldt ud og udfylde elektroniske blanketter, skal du opgradere til en nyere browser.

Med venlig hilsen
Lærernes a-kasse