Ny aftale giver ansvar tilbage til a-kasserne

Regeringen, S, DF, SF og De Radikale har i dag lavet en aftale om en enklere beskæftigelsesindsats. Bl.a. bliver der gjort op med unødvendig jobsøgning for dem, der allerede har et job på hånden, og så får a-kasser igen ansvaret for de ledige de første 3 måneder.

Formand for Lærernes a-kasse, Gordon Ørskov Madsen er glad for de forenklede regler og for, at Lærernes a-kasse igen kan blive den primære kontakt i starten:

”Vi er mere end klar til at løse opgaven. Det har i lang tid været uforståeligt, at vi ikke var den primære kontakt i starten, fordi vi jo har et enormt kendskab til området og skolerne, der ansætter. Vi glæder os til, at de nyledige igen kan drage fuld nytte af vores kompetencer og forhåbentlig komme hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet.”

Det er dog ifølge aftalen kun udvalgte a-kasser, der får ansvaret for de ledige de første tre måneder i den 4-årige forsøgsperiode, der er aftalt. Gordon Ørskov Madsen mener dog, at Lærernes a-kasse må være blandt de a-kasser, der er med, da a-kassen har den viden indenfor området, der skal til for at løse opgaven bedst.

Nye regler for dem, der er på vej i job

En anden vigtig ting i aftalen er, at ledige, der har mindre end 6 uger til, de er i job, bliver fritaget fra jobsøgningen i den periode. I dag er de omfattet af en mindre intensiv indsats, hvor de bl.a. ikke skal deltage i møder, men hvor de fortsat skal søge jobs. Det samme gælder dem, der skal på efterløn.

”Jeg er rigtig glad for, at forløbet bliver ændret for dem, der har et job på hånden eller som skal på efterløn. Det har jo været spild af alles ressourcer og nu kan de ressourcer bruges på at hjælpe andre i job. Det er virkelig en regelændring, der batter,” siger formanden for Lærernes a-kasse.

Aftalen udmøntes i følge Beskræftigelsesministeriet via lovgivning i det nye folketingsår, så langt de fleste initiativer kan træde i kraft 1. juli 2019.

Du kan læse mere om aftalen her:

https://bm.dk/nyheder-presse/pressemeddelelser/2018/08/historisk-aftale-fjerner-bureaukrati-og-forenkler-reglerne-for-ledige/

Du bruger en ældre browser

For at du kan bruge hjemmesiden fuldt ud og udfylde elektroniske blanketter, skal du opgradere til en nyere browser.

Med venlig hilsen
Lærernes a-kasse