Nye regler fra 1. oktober

Fra 1. oktober kan du hurtigere få ret til igen at få supplerende dagpenge. I dag kan du først genoptjene en ny ret, når de 30 uger er udløbet. Nu kan du gøre det løbende, mens du får supplerende dagpenge. Det er også muligt at få forlænget retten med 12 uger, hvis din ret til supplerende dagpenge udløber efter 1. oktober.

Forlængelse af retten til supplerende dagpenge

Du kan nu forlænge retten til supplerende dagpenge med op til 12 uger, hvis du har:

  • Løntimer som A-indkomst, der er indberettet til indkomstregistret (ikke arbejde med løntilskud)
  • B-indkomst, der er indberettet til indkomstregistret. Indkomsten omregnes til timer med en særlig omregningssats på 118,69 kr. (2018)
  • Måneder med drift af selvstændig virksomhed uden samtidig udbetaling af dagpenge.

En måneds indberetning med mere end 146 timer giver ret til 4 ekstra uger.

Løntimerne/B-indkomst skal være indberettet til SKATs indkomstregister i løbet af de seneste 12 måneder, inden din ret til supplerende dagpenge udløber. Det samme gælder måneder med drift af selvstændig virksomhed. Og virksomheden skal have været registreret i 6 mdr. ved udløb af de supplerende dagpenge. Du kan få forlængelse for 4 uger ad gangen.

Sådan får du igen ret til supplerende dagpenge

Hvis din ret til supplerende dagpenge er slut, inkl. evt. forlængelse, kan du igen få ret til en ny periode med supplerende dagpenge.

Det kræver, at du i løbet af en periode på 12 sammenhængende måneder har fået indberettet mere end 146 løntimer (118 timer som deltidsforsikret) til SKATs indkomstregister i hver af 6 måneder.

Kan du ikke opfylde kravet om løntimer, er der denne mulighed:

Hvis du inden for et indkomstår (kalenderår) har haft en samlet indkomst på mindst 228.348 kr.(2018) eller 152.232 kr. (2018) som deltidsforsikret og i det pågældende år ikke har modtaget dagpenge. Som indkomst kan du medregne:

  • A-indkomst
  • B-indkomst
  • Overskud fra selvstændig virksomhed

Indkomsten kan tidligst medregnes fra det tidspunkt, hvor den fremgår af årsopgørelsen. Det vil sige 1. juli i året efter indkomståret.

Nye regler for selvstændig virksomhed

Der er også nye regler for dig, der har eller vil starte selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse. Det er ikke længere muligt at få 78 uger med supplerende dagpenge ved siden af, men nu kun 30 uger inden for en periode på 104 uger.

Når du driver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse gælder de nye regler om forlængelse med 12 uger og løbende genoptjening også dig.

Hvad er en bibeskæftigelse?

Din selvstændige virksomhed er en bibeskæftigelse, når du i de sidste 6 måneder før, du meldte dig ledig og begyndte på en dagpengeperiode har fået indberettet 80 løntimer i gennemsnit pr. måned. Der skal være indberettet løntimer i alle måneder.

Du kan også starte en selvstændig bibeskæftigelse, mens du får dagpenge

Der er ingen regler om, hvor meget og hvornår du må arbejde í virksomheden, men alle timer skal modregnes i dine dagpenge. Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Det betyder bl.a., at virksomheden ikke må være en hindring for, at du kan tage lønarbejde på fuld tid med 1 dags varsel, eller for at du kan komme til møder i jobcentret eller i a-kassen. Og du skal selvfølgelig være aktivt jobsøgende.

Du bruger en ældre browser

For at du kan bruge hjemmesiden fuldt ud og udfylde elektroniske blanketter, skal du opgradere til en nyere browser.

Med venlig hilsen
Lærernes a-kasse