Nyuddannet - få styr på a-kassen
Er dine eksamener veloverstået, så husk at melde dig ind i a-kassen senest to uger efter, du har fået din sidste karakter. Så får du dagpenge en måned efter. Glemmer du det, skal du arbejde 1924 timer, før du kan få dagpenge.
Sidder du stadig og sveder over eksamenerne, kan du indsende en
forhåndstilmelding. Forhåndstilmeldingen kan sikre dig dimittendrettigheder, hvis du glemmer at melde dig ind inden de to uger. Selvom du har sendt en forhåndstilmelding, skal du stadigvæk huske at melde dig ind, når du er færdig.
Sådan melder du dig ind
Det er let at blive medlem af Lærernes a-kasse. Måske har du allerede sendt en forhåndstilmelding til os, og så kvitterer vi med et brev og en pinkode. Brevet bliver sendt i uge 23. Når du har fået brevet, går du ind på
www.dlfa.dk >
bliv medlem nyuddannet.
Her har du tre muligheder for at melde dig ind:
- Du vælger bliv medlem uden dagpenge og feriedagpenge, hvis du ikke har brug for nogen af delene lige nu.
- Du vælger bliv medlem med dagpenge, hvis du endnu ikke har fået job eller er ledig i en periode, inden du starter i job.
- Du vælger bliv medlem med feriedagpenge, hvis du skal ud og rejse i sommerferien og bliver i Danmark resten af året. Eller hvis du har mindre end 15 dage, fra du er dagpengeberettiget, til du starter i job.
A-kassen mere end bare penge
Lærernes a-kasse arbejder for dem, der åbner verden. Vi rådgiver ikke andre faglige retninger, og vi ved, hvad det vil sige at undervise.
Et medlemskab er lig med økonomisk sikkerhed. Bliver du ledig, får du penge. Og det er uanset, om du har kontanter i banken eller kører i en ny bil. Lærernes a-kasse udbetaler også feriedagpenge eller dagpenge til dig, hvis du ikke har tjent feriepenge nok til din ferie.
Vi hjælper dig også med din ansøgning og cv og giver karriererådgivning, hvis du har brug for det.
Penge på kontoen
Du kan tidligst få dagpenge en måned efter, du er færdig. Dagpengene bliver udbetalt efter en
udbetalingskalender og er bagudbetalt. Bliver du fx færdig d. 20. juni, er du dagpengeberettiget d. 20. juli. Da udbetalingsperioden kører fra d. 19. juli til d. 22. august, får du først penge udbetalt omkring 1. september.
Hvad skal jeg så leve af indtil da, tænker ud måske. Du må gerne arbejde i perioden og du kan bruge de feriepenge, som du måske har fra et arbejde i 2009.
Vi glæder os til at byde dig velkommen i Lærernes a-kasse.