Syv mio. til nyuddannede lærere bl.a.

En pulje på syv millioner skal skabe nye projekter, så de nyuddannede ledige får lettere ved at komme i arbejde. Formanden for Lærernes a-kasse, Stig Andersen er glad for den økonomiske håndsrækning.
” Vi har i år, som følge af de kommunale stillingsnedlæggelser, en noget større andel af dimittender, der ikke har fået arbejde, end det foregående år. Og det er en meget uheldig situation både for de nyudannede og for samfundet. For om få år bliver der brug for dem alle,” siger Stig Andersen.
Lærerne skal dele midlerne med nyuddannede sygeplejersker og pædagoger, der også er blevet ramt af kommunernes stramme budgetter og derfor har svært ved at finde job.
FTF har søgt midler
FTF, hovedorganisationen for 450.000 offentlige og private ansatte, har søgt om midler til et jobrotationsprojekt, så de ledige dimittender kan komme i beskæftigelse i en periode.
”Jeg håber, at ansøgningen bliver imødekommet, så de nyuddannede lærere kan komme ud og bruge deres kompetencer og få noget erfaring,” siger Stig Andersen.
Han understreger dog, at det vigtigste er at få flest mulige i varig beskæftigelse.
Pengene udspringer af trepartsaftale
De syv millioner kroner, udspringer af en aftale mellem regeringen, KL, Danske regioner, LO, AC og FTF.
Offentlige arbejdsgivere, jobcentre, a-kasser, faglige organisationer og andre aktører kan søge midler fra puljen til fx jobrotation, eller projekter som udvikler aktiverings tilbud.