Ny formand for Lærernes a-kasse
Stig Andersen stoppede den 1. november, som formand for Lærernes a-kasse, efter 12 år på taburetten. Gordon Ørskov Madsen, der er 1. næstformand og medlem af hovedbestyrelsen, overtager posten indtil næste delegeretmøde, som vedtægterne dikterer. Den nye formand vil fokusere på den stigende ledighed og aktiveringspolitikken
Allerede indblik i beskæftigelsespolitikken
Gorden Ørskov Madsen blev valgt ind i Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse i 2008, og blev i 2010 forretningsudvalgsmedlem. Før karrieren i det centrale DLF, var han kredsformand for Århus lærerforening i 8 år og er tidligere folkeskolelærer på Hasle skole. I dag arbejder han som formand for overenskomstudvalget i DLF, og her er der også meget fokus på beskæftigelsespolitikken.
”Vi hjælper lokalkredsene med at håndtere den nye situation, hvor der er stigende ledighed. Vi prøver at bruge beskæftigelsespolitikken konstruktivt og, i samarbejde med a-kassen, jobcentrene og beskæftigelsesrådene, indgå nogle fornuftige aftaler omkring løntilskudsjob og rotationsordninger med kommunerne,” fortæller den nye formand.
Han mener, at det er vigtigt, at aktiveringsindsatsen gøres mere målrettet, så uddannede lærere ikke forlader faget. For om 3-4 år bliver der igen brug for dem, når en stor andel af ældre lærere går af.
Brev til ministeren
Mette Frederiksen har meddelt, at hun vil ændre beskæftigelsessystemet, og formanden har sammen med pædagogernes a-kasse (BUPL) og sygeplejerskernes a-kasse (DSA) henvendt sig til ministeren for at få et møde op at stå. En af formandens første opgaver er at få indflydelse på en ny beskæftigelsespolitik.
”Vi har mange gode idéer til ministeren og vil gerne bidrage med input til eventuelle lovændringer. Aktiveringsindsatsen kan fx blive meget bedre, og der skal meget mere fokus på uddannelse og opkvalificering,” siger Gordon Ørskov Madsen.
En anden vigtig opgave for a-kassen bliver ifølge ham at sørge for, at medlemmer bliver informeret grundigt om konsekvenserne ved at træde ud af efterlønsordningen, når lovforslaget om efterlønsreformen bliver en realitet. Formanden mener, at den opgave i lige så høj grad skal udføres af politikerne på Christiansborg, som af a-kassen, så medlemmer får et solidt grundlag for at træffe et kvalificeret valg.