Om Lærernes a-kasse

Hvem er Lærernes a-kasse?
Lærernes a-kasse er en landsdækkende a-kasse for lærere og undervisere, der kan organisere sig fagligt i følgende organisationer:
DLF - Danmarks Lærerforening
FSL - Frie skolers Lærerforening
Uddannelsesforbundet (DTL (LVA), DPL og LVU)
Lærernes a-kasse er a-kasse for lærere i folkeskolen, ved de Frie Grundskoler, efterskolerne, på AMU-centre, produktionshøjskoler, institutioner for specialundervisning for voksne, ved social- og sundhedsskolerne, ved husholdnings- og håndarbejdsskolerne samt formidlerne og voksen- og ungdomsundervisere. Desuden også for personer i en række andre stillinger, hvor uddannelsen til folkeskolelærer eller professionsbachelor i ernæring og sundhed er en vigtig forudsætning.
Lærernes a-kasse har i dag ca. 78.000 medlemmer og har eksisteret siden 1985.
En moderne a-kasse
Lærernes a-kasse er en statsanerkendt a-kasse, der formidler gældende lovgivning om arbejdsløshedsforsikring. Det vil sige, at Lærernes a-kasse fungerer under offentligt tilsyn i samarbejde med Pensionsstyrelsen, Arbejdsskadestyrelsen, Arbejdsmarkedsstyrelsen og Jobcentret.
Lærernes a-kasse tilbyder dig først og fremmest en forsikringsordning, hvor du som medlem er sikret økonomisk, hvis du bliver ledig, og administrerer desuden udbetaling af efterløn. Men en moderne a-kasse er mere end det:
Lærernes a-kasse har til opgave at rådgive medlemmer, der af den ene eller anden årsag har vanskeligt ved at komme ind eller forblive på arbejdsmarkedet. Hvad end det skyldes mangel på aktuelle job, flytning, fyring, skolelukning, manglende efteruddannelse eller andre forhold, kan du få vejledning hos os.
Desuden er det os, som udbetaler optjente feriedagpenge - uanset om du er ledig eller har et arbejde.